”Har du en krammer i overskud”

Danske kommuner oplever stor mangel på plejefamilier. Der er store udfordringer med at rekruttere og fastholde plejefamilier. Anette Nedersee har med sine 25 års erfaring som plejemor, set udviklingen på familieplejeområdet tæt på.

Af Anne Nørtoft fagjournaliststuderende

64-årige Anette Nedersee har været plejemor for mange forskellige børn igennem de sidste 25 år. Anette Nedersee regner med at dem hun har i pleje nu, bliver de sidste. ”Så jeg bliver jo 70 år inden jeg stopper og går på pension” siger Anette Nedersee med et stort smil på læben. Men stoppe som familiepleje, gør hun nok aldrig helt. For mange af de plejebørn der har boet ved Anette Nedersee og hendes mand, kommer stadig forbi og ses som en del af huset.

For 25 år siden arbejdede Anette Nedersee som kommunal dagpleje. Ved siden af var hun aflastningsmor for et par børn igennem kommunen. Det gav Anette Nedersee lyst til at kaste sig ud i at være fuldtids plejefamilier, heldigvis var Anette Nedersees mand med på ideen.

Dengang og nu

”Dengang var processen en anden, man udfyldte et papir til kommunen og så havde vi et par samtaler med en socialrådgiver, og så blev vi godkendt. Det var ikke som det er i dag, hvor man skal godkendes i forskellige kategorier” fortæller Anette Nedersee.

I dag ansøger man om at blive godkendt som plejefamilie, ved det lokale Sociale tilsyn. Udover ansøgningen, hvor uddannelse, økonomi, helbred, straffeattester etc. beskrives og samtaler. Og desuden gennemføre et 3 dages grundkursus.  Plejefamilier inddeles i dag i 3 kategorier. De almindelige, de forstærkede og de specialiserede.

Knap 65 % af de børn og unge der anbringes i Danmark, kommer i plejefamilie. En rapport fra Det Nationale Forsknings og Analysecenter for Velfærd VIVE beskriver kommunernes udfordringer med at rekrutterer og fastholde plejefamilier. Den beskriver store udfordringer med at finde plejefamilier, som kan godkendes som forstærket og specialiseret. Dette er gældende for alle landets kommuner. Det kræver at man har en uddannelse inden for det sociale område eller særlig erfaring med børn med udfordringer, for at blive godkendt til forstærket.

Arbejdsforholdene som plejefamilie kan ligeledes være udfordrende. Udover at tage et barn til sig, skal man også have socialrådgivere fra kommunen, tilsynskonsulenter og familieplejekonsulenter på jævnlige besøg. Ens hjem bliver en arbejdsplads, også for andre. Det er ikke altid at det som plejefamilie opleves positivt.

”De har ret til at kigge i alt, og det må de hjertens gerne her, vi har ingenting at skjule” siger Anette Nedersee.

Men måden nogen af dem fra Tilsyn eller kommune har opført sig på, undre Anette Nedersee.

”Det er måden de kommer ind i huset på og måden de har behov for at demonstrerer deres magt på.”

Heldigvis er det de færreste der har opført sig på den måde i Anette Nedersees hjem.

Anette Nedersee forstår godt at det er svært at få andre til at blive plejefamilie.

”Vi bliver ikke altid lyttet til, vi får børn med massive vanskeligheder og ja pension er der ikke noget af.”

Da Anette Nedersee skulle opereres i ryggen, oplevede hun heller ikke et system der var hjælpsomt.

”Jeg måtte jo gerne sygemelde mig, men så ville de placere børnene et andet sted imens, i stedet for at hjælpe mig med lidt aflastning i hjemmet. Når man har børn med særlige vanskeligheder, kan man jo ikke bare flytte dem. Så vi valgte at løse det selv uden hjælp fra kommunen.”

Børnene

Anette Nedersee og hendes mand er godkendt som forstærket plejefamilie, med baggrund i deres mange års erfaring som plejefamilie. Hverken Anette Nedersee eller hendes mand har en uddannelse der i systemet automatisk gør dem til forstærket.

”Når man får børn i familiepleje, går der altid lidt tid inden de falder til og lader facaden falde” fortæller Anette Nedersee.

De mange oplevelser gennem årene, med børn der måske aldrig havde oplevet det at blive passet på eller krammet. De kommer til Anette Nedersee og oplever regler, rutiner og masser af omsorg.

”Når barnet så står på trappen og spørger om jeg har en krammer i overskud, så er svaret at dem vil der altid være kæmpe overskud af.”

Det er de minder Anette Nedersee holder meget af og som bærer motivationen for at tage børn ind i familiens liv. For det bliver ikke kun Anette Nedersee og hendes mand der tager børnene ind. Det gør hele deres netværk.

Anette Nedersee fortæller med stor glæde i stemmen om de mange gensyn med tidligere plejebørn bland andet

”Når der så juleaften tikker en sms ind fra et tidligere plejebarn, der bare lige ville sige hej og jeg tænkte lige på jer, så har vi gjort noget rigtigt.”

Anette Nedersee kigger tilbage på 25 år som plejemor med stor glæde.

”Alt bøvlet med tilsyn, kommuner, arbejdsforhold og manglende pension opvejes i høj grad af de børn vi har fået lov at følge på vej.”

Omsorgssvigtet og anbragt:

”Jeg har været anbragt flere steder, inden jeg landede et sted der føltes som hjem. Et sted med mennesker, der holder af mig. Mennesker jeg i dag ser som min familie, og de ser mig som deres.”

Et liv med omsorgssvigt og traumatiske oplevelser var hvad der ventede Simon Koch, da han i 1997 blev født ind i en familie med forældre, der aldrig formåede at skabe trygge rammer og forudsigelighed for ham.

Af Anne Nørtoft Fagjournaliststuderende

En ung mand møder mig i døråbningen med et stort og lidt nervøst smil. Simon Koch på 26 år bor sammen med katten Simba og hunden Cucho. Simon Koch har efter flere overvejelser sagt ja til at dele noget af hans livshistorie og erfaringer om det at være anbragt og omsorgssvigtet af både forældre og systemet.

Fra Tyskland til Danmark

Simon Koch er født i Kiel i Tyskland. Han har ikke gode minder om sin barndom. Simons mor drak og røg under graviditeten. Det førte til, at Simon Koch blandt andet blev født med hul i hjertet, og som noget af det første blev lagt i fuld narkose og opereret. Simon Koch erindrer mange år på sygehuset, og da han endelig kom hjem til moderen og søskende, stod den på tæsk af mors nye kæreste. Både Simon Koch og hans søskende fik tæsk på daglig basis. Omsorgssvigtet af børneflokken gjorde at Simon Koch og hans søskende blev anbragt af de tyske myndigheder, på en døgninstitution.

”Vi blev anbragt på sådan et rigtig børnehjem, og de sagde til os at vi først skulle derfra når vi blev 18 år. Men sådan blev det ikke.”

Efter kort tid fik moderen lov til at få alle børnene hjem igen. Men omsorgssvigtene fortsatte for børnene.

”Min mor tildelte mig rollen som det sorte får” fortæller Simon Koch da vi taler om hvordan barndommen har påvirket ham. ”Jeg husker ikke mange detaljer fra den gang, jeg var jo en lille butche – bare en lille dreng.”

Simon Koch husker dog, at da han er 9 år, bor han for en kort stund hos en plejefamilie i Tyskland, inden moderen flytter til Danmark.

”Men vi kan ikke have været ved familien ret længe, for det er meget sporadiske minder, jeg har. I Danmark er vi ikke ret længe, før jeg bliver anbragt på Helsehjemmet, fordi min mor bare ikke kan passe på os” fortæller Simon Koch.

I 3 år er Simon på Helsehjemmet, indtil man beslutter, at han har brug for at komme ud i en plejefamilie og lære at være en del af en familie, i stedet for at være på institutionen.

”Man bliver hele tiden målt på, når man bor sådan et sted. Derfor blev det besluttet, at jeg ville have godt af at komme ud i en familie, og prøve at udvikle mig der. Men det blev ikke et godt sted at være for mig – ja eller andre” siger Simon Koch med et sørgmodigt smil. 

Det professionelle omsorgssvigt

Simon Koch bliver anbragt i en plejefamilie med mange års erfaring. Alt ser godt ud på overfladen. Men han opdager hurtigt, at han ikke er landet i en god familie.

”Jeg får mange slag i den plejefamilie. Jeg lærer hurtigt at det er sådan, det er. Der var ikke omsorg, og jeg fik ingenting i den familie. Mit tøj var gammelt og slidt. Jeg kan huske, at jeg brugte plastikposer til at komme på fødderne, fordi mine sko var så hullede at jeg fik våde tæer.”

Simon Kochs skolegang er præget af måden han bliver behandlet på i plejefamilien. Skolen udfylder hver dag det, Simon Koch kalder den sorte bog. Hvis der stod noget om at han ikke havde opført sig ordentlig, fik han slag af plejefaren, når han kom hjem.

”Jeg opførte mig aldrig pænt i skolen, og alligevel skrev mine lærer i bogen at jeg havde været sød, men det var jeg virkelig ikke. Så de må jo have vidst, hvordan det var at være i den familie” siger Simon Koch.

Der sker først noget, da en pige bliver akut anbragt. Hun er ældre end Simon Koch, og oplever ligesom ham at blive slået. Pigen stikker en aften af indtil naboen og skriger på hjælp. Simon Koch husker tydeligt den aften:

”Hun skreg højt, og der var en masse tumult. Politiet blev tilkaldt. Jeg husker tydeligt, at plejeforældrene kom ind til mig og sagde hvad jeg skulle sige, når nu der kom nogen og spurgte mig hvad der var foregået”

Der gik kun få dage, før Simon Koch i skolen fik besked om at han skulle anbringes et andet sted med det samme. Hans sagsbehandler fra kommunen ville samme eftermiddag komme og køre ham ud til den nye plejefamilie. Han skulle ikke engang tilbage og hente sine ting. 11 måneder blev det til i plejefamilien. Simon Koch var lettet, men også bekymret.

En ny begyndelse

Simon Koch sidder hele vejen på vej ud mod den nye plejefamilie og er spændt. Han har ikke hørt meget andet, end at han skal flyttes. Han har ikke engang registeret, at det er den plejefamilie, hvor han tidligere havde været i aflastning, mens den gamle plejefamilie var på ferie uden ham. Det er først, da han ankommer, at han genkender stedet og plejefaren, som var pædagog på Helsehjemmet, da Simon Koch var anbragt dér.

”Jeg var så spændt – tænkte på om det denne gang var den familie jeg skulle blive ved, og der hvor jeg måske kunne føle mig hjemme. Den første tid talte jeg primært med Flemming – plejefaren, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var et godt sted og de kunne lide mig. Også selv om jeg kom hjem med noter i den sorte bog fra skolen.”

For Simon Koch bliver det den familie, han altid har drømt om. Han bliver i familien i 6 år, indtil han ikke længere er anbragt af kommunen.

”De har lært mig alt, hvad jeg kan og ved i dag. De er min familie – dem alle sammen. Jeg kommer der ikke tit, men jeg ved, jeg kan gå ind ad døren i morgen, tømme køleskabet og bare gå igen. De ville ikke sige noget, bare tænke – nå der var Simon.” siger Simon Koch med et kæmpe smil på læben.

Tyskland kalder

Efter anbringelsen vælger Simon Koch i 2017, at han vil tilbage til Kiel. Han vil se, hvor han kommer fra, og det bliver en vild tid i Simons Kochs liv.

”Jeg gik for meget i byen, endte med at tage coke og ryge cannabis på daglig basis. Det var virkelig en dårlig periode i mit liv” fortæller Simon med en stemme der understreger alvoren af den situation han var i.

Simon Koch finder vejen tilbage til Danmark. Han flytter til Sønderborg hvor han får arbejde på et slagteri. De hjælper ham i behandling for hans misbrug, og det er Simon Koch i dag dybt taknemlig over.

”Jeg har et godt liv nu. Det er et hårdt arbejde som industrislagter, men jeg kan lide at være der. Jeg tjener gode penge, så jeg kan bo i min store lejlighed med mine dyr, som betyder alt for mig.”

Fremtiden

Simon Koch sidder i sofaen helt rolig, med det største smil på læben og fortæller, at han har et stort temperament. En udtalelse der ikke giver mening, når man betragter ham siddende der helt rolig. Ikke engang ADHD-diagnosen virker særlig sandsynlig. Drømmene for fremtiden er blevet store, fordi han har fundet et fundament i en familie, der blev til hans egen. Dem der holdt af ham, da det var svært selv når han ikke var den bedste udgave af sig selv. Dem han ved vil smide alt de har i hænderne for ham, hvis han ringer.

Simon Koch ønsker mere end noget andet at hjælpe andre på vej, især de unge mennesker. Selvom han er glad for sit arbejde, så er det hårdt og han kan mærke, at han med tiden skal finde en anden vej i arbejdslivet.

”Hvis jeg kunne lige nu, ville jeg arbejde med de unge mennesker der sidder i misbrug og har det dårligt. Jeg kender de tanker. Jeg ved hvordan de har det, og jeg ved jeg kan hjælpe. De sorte dystre tanker, som andre ikke kan forstå, dem kender jeg. Og jeg ved, jeg kan vise dem, at der er en bedre vej.”

Som Simon Koch siger: ”Alle er velkommen hos mig. Jeg sørger for en kold cola, bare du lader stofferne blive ude ved hoveddøren, for dem vil jeg ikke have ind i mit hjem”

Fakta

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 13.400 anbragte børn og unge i Danmark. Knap 65% af anbringelserne sker i plejefamilier. Næst efter kommer institutioner og en lille del anbringes i netværksplejefamilier.  Mange anbragte oplevet skift i anbringelsessted, da de ikke får det optimale match første gang.

Socialministeriet har i deres Socialpolitiske Redegørelse for 2021 opgjort at antallet af anbragte i plejefamilier er steget fra ca. 7.000 børn og unge i 2007 til ca. 8.500 i 2020. Yderligere peger redegørelsen på at 42% af anbragte i plejefamilier oplever at skulle skifte eller midlertidige ophør i anbringelsen.

Stor mangel på kvalificerede plejefamilier

Kommunerne kæmper med at finde kvalificerede plejefamilier til de børn, der skal anbringes udenfor hjemmet. Det kan have store konsekvenser for de børn og unge der anbringes, hvis det ikke lykkedes kommunen at finde det gode match.

Af Anne Nørtoft, Fagjournaliststuderende

Rapporten Rekruttering og fastholdelse af plejefamilier fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE 2021, belyser at kommunerne har store vanskeligheder ved at rekruttere og fastholde plejefamilier. Der er især stor mangel på dem der kan godkendes til Forstærkede og Specialiserede plejefamilier. Dette kan have store konsekvenser for de over 3.000 børn der, de ifølge Danmarks Statistik, anbringes hvert år. 

Ifølge VIVEs rapport, stopper hver 3. nye plejefamilie inden for de første 5 år. Årsagerne kan være forskellige. De har måske ikke har fået et barn i pleje og deres godkendelse er udløbet, eller arbejdet som plejefamilie, er ikke overensstemmende med de forventningerne familien havde.

En yderligere udfordring er ifølge VIVEs rapport, i forhold til plejeforældre, at gennemsnitsalderen på plejeforældre i dag er 54 år. Det betyder at mange nærmer sig pensionsalderen og der er grænser for hvor små børn de kan have i pleje og hvor længe de fortsætter.

Fakta om godkendelse til plejefamilie:

Det er dit lokale Social Tilsyn der står for godkendelsen til plejefamilie.

Tilsynet godkender plejefamilier i tre kategorier: 1: Almen plejefamilier 2: Forstærket plejefamilier 3: Specialiseret plejefamilier.

For at blive godkendt til forstærket og specialiseret plejefamilier, kræver det uddannelse eller erfaring, i at modtage børn med vanskeligheder.

Behovet for plejefamilier er ifølge VIVEs rapport, steget igennem de sidste mange år. Ifølge VIVE er knap 65% af alle anbringelser i dag i plejefamilier. Udviklingen af anbringelser i plejefamilie har ifølge Ankestyrelsen har været stigende siden 1980, hvor 40% af de anbragte børn og unge kom i plejefamilie. I dag har de børn der anbringes flere og mere komplicerede vanskeligheder end tidligere og det stiller ifølge VIVE større krav til plejeforældrenes kompetencer.

Socialministeriet har i deres Socialpolitiske Redegørelse for 2021 opgjort at antallet af anbragte i plejefamilier er steget fra ca. 7.000 børn og unge i 2007 til ca. 8.500 i 2020. Yderligere peger redegørelsen på at 42% af anbragte i plejefamilier oplever at skulle skifte eller oplever et midlertidig ophør i anbringelsen. Mange skift begrundes ifølge Ankestyrelsen med manglende kompetencer på anbringelsesstedet.

Store udfordringer med at finde plejefamilier

Leder af Familieplejeteamet i Svendborg Kommunes Familieafdeling Birgit Bech, genkender billedet fra VIVEs rapport.

”Jeg har et team der er dygtige og arbejder hårdt på at finde løsninger og gode match til de børn og unge, der lander her hos os. Men vi har store udfordringer når det kommer til at finde plejefamilierne. Vi finder det optimale match ud fra det vi har. Vi vurderer også ind imellem at det kan være hensigtsmæssigt at planlægge et skift i anbringelsesforløbet, fordi vi matcher ud fra situationen her og nu.” siger Birgit Bech

I Svendborg Kommune er det Familieafdelingens myndighedssagsbehandlere der træffer beslutningen om, at et barn skal anbringes. Familieplejeteamet har opgaven med at finde en plejefamilie der matcher det specifikke barns behov. Det interne samarbejde mellem Familieplejeteamet og Myndighedsafdelingen, set fra Birgit Bechs perspektiv, er af afgørende betydning for, om de som forvaltning lykkes med opgaven til barnets bedste.

”Vi er afhængige af det kendskab og de beskrivelser der kommer fra Myndighedsafdelingen, for at kunne lave det optimale match. Jo bedre vi har beskrevet barnet, des lettere er det at finde familien der kan passe.” siger Birgit Bech

På spørgsmålet om kommunernes udfordringer med at rekruttere og fastholde plejefamilier, samt hvordan kommunerne har tænkt sig at gøre det mere attraktivt at være plejefamilier skriver Jessie Brender Olesen, specialkonsulent i Kommunernes Landsforening i en skriftlig kommentar:

”Et trygt hjem med gode rammer gør en kæmpe forskel for børn og unges muligheder senere i livet, og plejefamilier er en meget vigtig del af arbejdet med udsatte børn og unge i kommunerne. Vi er derfor også meget optagede af at sikre gode vilkår for plejefamilierne og ro om den honorering, man som plejefamilie får.”

I Familieplejeteamet i Svendborg, har de flere gange forsøgt at rekruttere via en Temadag for plejefamilier. Teamet har arrangeret dage sammen med Social Tilsynet, hvor interesserede kunne komme og få information om hvad det vil sige at være plejefamilie og snakke med konsulenterne. Birgit Bech fra Svendborg Kommune understreger,

”Selvom vi har forsøgt igennem denne form for information, er effekten næsten ubetydelig. Jeg oplever at vi oftere får en ny familie igennem de eksisterende plejefamiliers netværk, fordi de forvejen kender en plejefamilie.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra interesseorganisationen De Anbragtes Vilkår. Men på deres hjemmeside har de oplistet 10 bud, der er deres vision for anbringelsesområdet generelt. Et rigtigt hjem er deres publikation og vision for området, blandt andet med begrundelsen i følgende:

”Der bør være høje krav til, hvad samfundet tilbyder et barn der skal anbringes. Heldigvis lever mange kommuner og anbringelsessteder heldigvis op til det. Men desværre er der også for mange eksempler på, at det nye hjem faktisk ikke er bedre end det, barnet forlod. På den måde oplever nogle børn og unge et dobbelt svigt: Først i det biologiske hjem, så af systemet.”

I De Anbragtes Vilkår, ved de hvad det vil sige at være anbragt, da de fleste i organisationen, selv har oplevet hvad det vil sige at være anbragt. De ved at konsekvenserne kan være store, når en anbringelse ikke er optimal. I Et rigtig hjem skriver de følgende, henvendt til de professionelle i systemet:

”Vi ved, hvad det betyder at være ”barn af kommunen”. Vi kender de menneskelige omkostninger, når kommunen fejler med forældreopgaven. Men vi er også overbeviste om, at vi som samfund sammen kan gøre meget mere for at sikre anbragte børn og unge et rigtigt hjem. Det er vores håb, at alle jer, der arbejder professionelt med børn, unge og familier i udsatte positioner, vil hjælpe os med at gøre den forskel.”

En anden interesseorganisation Børns Vilkår oplever at, anbragte børn og unge oftere henvender sig til Børnetelefonen. Det er både samtaler om anbringelsessteder, men også behovet for at snakke om psykisk mistrivsel. En analyse lavet af Børns Vilkår i 2020, fremgik det at dobbelt så mange anbragte end ikke anbragte børn og unge henvender sig med selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvskadende adfærd. På Børns Vilkårs hjemmeside citeres Direktør Rasmus Kjeldahl:

”Den udbredte mistrivsel har store konsekvenser på både kort og langt sigt. Vi ved, at anbragte børn og unge oplever flere skift og overgange i løbet af deres barndom – f.eks. skift af skole, sagsbehandlere og anbringelsessted – og at mange oplever, at der ikke er særligt store forventninger til dem. Vi har som samfund et kæmpe ansvar for at give anbragte børn og unge nogle bedre betingelser for at kunne trives og få en uddannelse.”

Fremtiden for plejefamilieområdet.

Hvordan udfordringen fremadrettet skal løses, er der ingen konkrete bud på. I Kommunernes Landsforening skriver Jessie Brender Olesen, specialkonsulent i en skriftlig kommentar:

”Kommunerne vil indenfor en årrække stå i en situation, hvor der ikke er nok plejefamilier, og hvor de skal rekruttere nye og yngre plejefamilier. I forbindelse med den politiske aftale om Børnene Først er der afsat midler til en landsdækkende kampagne, som skal få flere borgere til at melde sig som plejefamilie og tage del i ansvaret over for børn og unge, der anbringes. Desværre har kampagnen været sat på pause som følge af valget i efteråret 2022. Vi håber, at der snart bliver sat gang i kampagnen, så flere forhåbentlig melder sig som plejefamilie.”

Anderledes peger de i Familieplejeteamet i Svendborg, på at der skal tænkes i helt nye baner. Birgit Bech tror på at der er muligheder for at udvikle på det man lige nu har adgang til. Her vil Familieteamet i Svendborg gerne inddrages i at finde løsninger:

”Jeg tror faktisk, at vi skal tænke området meget mere kreativt fremadrettet. Vi skal også turde kigge på måden vi tilgår plejefamilierne, hvordan de bliver behandlet. Vi skal øge vores faglighed hele vejen rundt. Opdage de muligheder vi har for alternative løsninger ud fra det vi har til rådighed. Kunne man samle plejefamilier i teams omkring et barn. Jeg tror godt, vi på sigt kan løse denne udfordring, hvis vi tænker kreativt.”

Statistisk set anbringes der et barn igen i morgen, og sandsynligheden for at der findes det optimale match bliver med tiden mindre.

ANGST – EN EVIG FØLGESVEND

Op mod 400.000 danskere lider, i følge Psykiatrifonden, af angst. Angst kan ramme alle. For nogle bliver angsten kronisk og noget der påvirker hvordan man kan være i livet.

Conni Bue Hansen fortæller om livet med svær kronisk angst og hvordan hun fandt en vej tilbage til livet og arbejdsmarkedet.

Just another Mediajungle.dk site