”Jeg har været anbragt flere steder, inden jeg landede et sted der føltes som hjem. Et sted med mennesker, der holder af mig. Mennesker jeg i dag ser som min familie, og de ser mig som deres.”

Et liv med omsorgssvigt og traumatiske oplevelser var hvad der ventede Simon Koch, da han i 1997 blev født ind i en familie med forældre, der aldrig formåede at skabe trygge rammer og forudsigelighed for ham.

Af Anne Nørtoft Fagjournaliststuderende

En ung mand møder mig i døråbningen med et stort og lidt nervøst smil. Simon Koch på 26 år bor sammen med katten Simba og hunden Cucho. Simon Koch har efter flere overvejelser sagt ja til at dele noget af hans livshistorie og erfaringer om det at være anbragt og omsorgssvigtet af både forældre og systemet.

Fra Tyskland til Danmark

Simon Koch er født i Kiel i Tyskland. Han har ikke gode minder om sin barndom. Simons mor drak og røg under graviditeten. Det førte til, at Simon Koch blandt andet blev født med hul i hjertet, og som noget af det første blev lagt i fuld narkose og opereret. Simon Koch erindrer mange år på sygehuset, og da han endelig kom hjem til moderen og søskende, stod den på tæsk af mors nye kæreste. Både Simon Koch og hans søskende fik tæsk på daglig basis. Omsorgssvigtet af børneflokken gjorde at Simon Koch og hans søskende blev anbragt af de tyske myndigheder, på en døgninstitution.

”Vi blev anbragt på sådan et rigtig børnehjem, og de sagde til os at vi først skulle derfra når vi blev 18 år. Men sådan blev det ikke.”

Efter kort tid fik moderen lov til at få alle børnene hjem igen. Men omsorgssvigtene fortsatte for børnene.

”Min mor tildelte mig rollen som det sorte får” fortæller Simon Koch da vi taler om hvordan barndommen har påvirket ham. ”Jeg husker ikke mange detaljer fra den gang, jeg var jo en lille butche – bare en lille dreng.”

Simon Koch husker dog, at da han er 9 år, bor han for en kort stund hos en plejefamilie i Tyskland, inden moderen flytter til Danmark.

”Men vi kan ikke have været ved familien ret længe, for det er meget sporadiske minder, jeg har. I Danmark er vi ikke ret længe, før jeg bliver anbragt på Helsehjemmet, fordi min mor bare ikke kan passe på os” fortæller Simon Koch.

I 3 år er Simon på Helsehjemmet, indtil man beslutter, at han har brug for at komme ud i en plejefamilie og lære at være en del af en familie, i stedet for at være på institutionen.

”Man bliver hele tiden målt på, når man bor sådan et sted. Derfor blev det besluttet, at jeg ville have godt af at komme ud i en familie, og prøve at udvikle mig der. Men det blev ikke et godt sted at være for mig – ja eller andre” siger Simon Koch med et sørgmodigt smil. 

Det professionelle omsorgssvigt

Simon Koch bliver anbragt i en plejefamilie med mange års erfaring. Alt ser godt ud på overfladen. Men han opdager hurtigt, at han ikke er landet i en god familie.

”Jeg får mange slag i den plejefamilie. Jeg lærer hurtigt at det er sådan, det er. Der var ikke omsorg, og jeg fik ingenting i den familie. Mit tøj var gammelt og slidt. Jeg kan huske, at jeg brugte plastikposer til at komme på fødderne, fordi mine sko var så hullede at jeg fik våde tæer.”

Simon Kochs skolegang er præget af måden han bliver behandlet på i plejefamilien. Skolen udfylder hver dag det, Simon Koch kalder den sorte bog. Hvis der stod noget om at han ikke havde opført sig ordentlig, fik han slag af plejefaren, når han kom hjem.

”Jeg opførte mig aldrig pænt i skolen, og alligevel skrev mine lærer i bogen at jeg havde været sød, men det var jeg virkelig ikke. Så de må jo have vidst, hvordan det var at være i den familie” siger Simon Koch.

Der sker først noget, da en pige bliver akut anbragt. Hun er ældre end Simon Koch, og oplever ligesom ham at blive slået. Pigen stikker en aften af indtil naboen og skriger på hjælp. Simon Koch husker tydeligt den aften:

”Hun skreg højt, og der var en masse tumult. Politiet blev tilkaldt. Jeg husker tydeligt, at plejeforældrene kom ind til mig og sagde hvad jeg skulle sige, når nu der kom nogen og spurgte mig hvad der var foregået”

Der gik kun få dage, før Simon Koch i skolen fik besked om at han skulle anbringes et andet sted med det samme. Hans sagsbehandler fra kommunen ville samme eftermiddag komme og køre ham ud til den nye plejefamilie. Han skulle ikke engang tilbage og hente sine ting. 11 måneder blev det til i plejefamilien. Simon Koch var lettet, men også bekymret.

En ny begyndelse

Simon Koch sidder hele vejen på vej ud mod den nye plejefamilie og er spændt. Han har ikke hørt meget andet, end at han skal flyttes. Han har ikke engang registeret, at det er den plejefamilie, hvor han tidligere havde været i aflastning, mens den gamle plejefamilie var på ferie uden ham. Det er først, da han ankommer, at han genkender stedet og plejefaren, som var pædagog på Helsehjemmet, da Simon Koch var anbragt dér.

”Jeg var så spændt – tænkte på om det denne gang var den familie jeg skulle blive ved, og der hvor jeg måske kunne føle mig hjemme. Den første tid talte jeg primært med Flemming – plejefaren, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var et godt sted og de kunne lide mig. Også selv om jeg kom hjem med noter i den sorte bog fra skolen.”

For Simon Koch bliver det den familie, han altid har drømt om. Han bliver i familien i 6 år, indtil han ikke længere er anbragt af kommunen.

”De har lært mig alt, hvad jeg kan og ved i dag. De er min familie – dem alle sammen. Jeg kommer der ikke tit, men jeg ved, jeg kan gå ind ad døren i morgen, tømme køleskabet og bare gå igen. De ville ikke sige noget, bare tænke – nå der var Simon.” siger Simon Koch med et kæmpe smil på læben.

Tyskland kalder

Efter anbringelsen vælger Simon Koch i 2017, at han vil tilbage til Kiel. Han vil se, hvor han kommer fra, og det bliver en vild tid i Simons Kochs liv.

”Jeg gik for meget i byen, endte med at tage coke og ryge cannabis på daglig basis. Det var virkelig en dårlig periode i mit liv” fortæller Simon med en stemme der understreger alvoren af den situation han var i.

Simon Koch finder vejen tilbage til Danmark. Han flytter til Sønderborg hvor han får arbejde på et slagteri. De hjælper ham i behandling for hans misbrug, og det er Simon Koch i dag dybt taknemlig over.

”Jeg har et godt liv nu. Det er et hårdt arbejde som industrislagter, men jeg kan lide at være der. Jeg tjener gode penge, så jeg kan bo i min store lejlighed med mine dyr, som betyder alt for mig.”

Fremtiden

Simon Koch sidder i sofaen helt rolig, med det største smil på læben og fortæller, at han har et stort temperament. En udtalelse der ikke giver mening, når man betragter ham siddende der helt rolig. Ikke engang ADHD-diagnosen virker særlig sandsynlig. Drømmene for fremtiden er blevet store, fordi han har fundet et fundament i en familie, der blev til hans egen. Dem der holdt af ham, da det var svært selv når han ikke var den bedste udgave af sig selv. Dem han ved vil smide alt de har i hænderne for ham, hvis han ringer.

Simon Koch ønsker mere end noget andet at hjælpe andre på vej, især de unge mennesker. Selvom han er glad for sit arbejde, så er det hårdt og han kan mærke, at han med tiden skal finde en anden vej i arbejdslivet.

”Hvis jeg kunne lige nu, ville jeg arbejde med de unge mennesker der sidder i misbrug og har det dårligt. Jeg kender de tanker. Jeg ved hvordan de har det, og jeg ved jeg kan hjælpe. De sorte dystre tanker, som andre ikke kan forstå, dem kender jeg. Og jeg ved, jeg kan vise dem, at der er en bedre vej.”

Som Simon Koch siger: ”Alle er velkommen hos mig. Jeg sørger for en kold cola, bare du lader stofferne blive ude ved hoveddøren, for dem vil jeg ikke have ind i mit hjem”

Fakta

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 13.400 anbragte børn og unge i Danmark. Knap 65% af anbringelserne sker i plejefamilier. Næst efter kommer institutioner og en lille del anbringes i netværksplejefamilier.  Mange anbragte oplevet skift i anbringelsessted, da de ikke får det optimale match første gang.

Socialministeriet har i deres Socialpolitiske Redegørelse for 2021 opgjort at antallet af anbragte i plejefamilier er steget fra ca. 7.000 børn og unge i 2007 til ca. 8.500 i 2020. Yderligere peger redegørelsen på at 42% af anbragte i plejefamilier oplever at skulle skifte eller midlertidige ophør i anbringelsen.